At sende sit barn på efterskole er…

”En gave og oplevelse for livet, og erfaringer ved opholdet spreder sig som ringe i vandet til dem han omgås nu og senere i livet.”

”En investering i hans sociale, medmenneskelige, faglige og fysiske kompetencer nu og i fremtiden.”

”En øvelse i nederlag og sejre.”

”En øvelse i at mærke sin rummelighed og sine grænser og opleve andres.”

“Skræmmende. Men det bedste man kan give sine børn. Et sted, hvor de modnes 4 år på 10 måneder. Hvor de lærer at omgås mennesker, som kan være meget anderledes end dem selv. Hvor de lærer at rumme hinanden og bliver udfordret menneskeligt, socialt og fagligt.”

”En start på en livslang dannelsesrejse.”

”En intenst oplevelsesrigt år med gaver, udfordringer og at sige goddag og tage afsked.”

”Et valg i livet med tanke på at erfare noget anderledes, end det den alm. folkeskole kan tilbyde på flere parametre.”

”At indgå i et samarbejde med mange andre.”

“En investering i barnets fremtid. Med et efterskoleophold følger fællesskabet, nye venskaber, store og små oplevelser både hjemme på skolen og ude i verden, og så den almene dannelse som barnet kan tage med sig i sin udvikling hen imod at blive et voksent menneske.”

”Den bedste gave man kan give sit barn.”

’”Berigende, udviklende, et savn, det bedste man kan gøre (hvis de selv vil).”

“Første skridt på vejen til at give slip og stille sig på sidelinjen, hvor man mere tydeligt kan se, hvordan det unge menneske udvikler sig og tager ansvar for sig selv og fællesskabet.”

”En god måde at hive stikket for sit barn og give det et år med masser af oplevelser som vi forældre eller den almindelige skole ikke kan give.”

”Meget sundt for alle i familien. Det er første skridt i at kappe navlestregen og en vild rejse for den unge.”

”Vores mulighed for at lade det unge menneske finde vejen til at udvikle sig, få egne holdninger og forholde sig til de værdier, som har betydning (under trygge forhold).”